Hvad er motorik?
Motorik betyder bevægelse og er en betegnelse for menneskets bevægelser. Motorik er kroppens evne til at styre muskelbevægelser og en er grundlæggende evne vi alle besidder og bruger i dagligdagen.
Hvorfor er det vigtigt at have en god motorik?
Motorikken er grundlag for barnets videre udvikling. En dårlig motorik kan f.eks. genere både den sproglige og intellektuelle udvikling. Hvis barnet p.g.a. en dårlig motorik ikke er i stand til at sidde og koncentrere sig, opnår barnet ikke den viden, det har brug for. Hvis barnet p.g.a. en dårlig motorik ikke kan være med i grundlegene er barnet udenfor det sociale fællesskab. Og et barn der er udenfor fællesskabet trives ikke, hverken følelsesmæssigt eller intellektuelt. En vigtig forudsætning for god indlæring og udvikling er netop, at man trives socialt og følelsesmæssigt. Og at trives med sig selv og sin krop i et socialt fællesskab er jo grundlæggende i ethvert menneskes liv.
Hvorfor motorikvejledning?
Børns motoriske udvikling præges i høj grad af omgivelserne. Vores børns fysiske vilkår i dag bærer præg af stillesiddende aktiviteter ved computer og tv og leg på legepladser som er meget ”sikre”, men som ikke udfordrer barnets krop og sanser. Trafikken er farlig, og derfor transporteres mange børn rundt i bil. Som en konsekvens af disse vilkår er mange børn i dag ”ubrugte” i deres krop med en dårlig motorik til følge. Motorikvejlederen kan afhjælpe dette i et samspil med barn og forældre ved at teste barnet og lave et træningsprogram, som stimulerer den grundlæggende motorik og sanserne.
hvordan spotter du motorikproblemer hos dit barn?
- Barnet undgår berøring, er meget kildent, har ubehag ved at sidde tæt på andre
- Barnet bliver let svimmelt/køresyg
- Barnet trækker sig fra vilde lege/ leger helst siddende for sig selv
- Eller barnet leger meget vildt og er aldrig i ro
- Barnet virker lidt sløvt - Eller er nærmest hyperaktivt
- Barnet bliver bange - Eller meget uroligt -ved høje lyde/ nye situationer
- Barnet har ubehag ved at løbe rundt mellem andre børn f.eks. i idrætshallen
- Barnet er ikke med i de andre børns leg
- Barnet kan ikke løbe hurtigt nok i fangeleg med jævnaldrende
- Barnet kan ikke klatre i træer med jævnaldrende
- Barnet kan ikke cykle på tohjulet cykel når det har alderen til det.
- Barnet kan ikke sidde stille på en stol i kort tid
- Barnet har svært ved at koncentrere sig alderssvarende
- Barnet har svært ved at skrive i skolen.
Mere information
Ønsker du mere information om motorikvejledning, så er du velkommen til at kontakte vores motorikvejleder Hanne Thomsen.
